Den anden halvdel af navnet
Samlingen: hvad Primuseums antikviteter egentlig er
Primus, petroleumskomfuret der startede det hele for godt tredive år siden, og de over 3.000 genstande fra Río de la Plata-livet, der fulgte det op på hylderne.
Se billetter til Primuseum på GetYourGuide ↗Hvor navnet kommer fra
| Hvad der står på hylderne | Cirka hvor meget |
|---|---|
| Primus-petroleumskomfurer, samlingens udgangspunkt | Omkring 300 komfurer |
| Café- og barinventar bjærget fra hele Montevideo | Møbler, skilte, inventar |
| Hverdagens husstandsobjekter | Flasker, fade, lamper og meget mere |
| Samlingen som helhed | Mere end 3.000 genstande |
Et navn bygget på et komfurmærke
Primuseum" er en sammensmeltning af "Primus" og "museum". Primus er et svensk mærke af petroleumskomfurer til madlavning og opvarmning, som engang var almindelige i hjem, caféer og på arbejdspladser i hele Sydamerika, før elektriske og gasdrevne apparater overtog i midten af det 20. århundrede. Restaurantens samling omfatter omkring 300 af dem, i en række størrelser og modeller — de genstande, som det hele blev bygget op omkring, og stadig grunden til navnet, selv om de nu kun udgør en lille brøkdel af det, der står på hylderne.
Tredive års samlende
Samlingen tilhører familien Mazzoni, som begyndte den med Primus-komfurerne for mere end tre årtier siden og blev ved med at føje til — ikke som et formelt museumsindkøbsprogram med kurator og katalog, men sådan som en familiesamling nu engang vokser, stykke for stykke, dødsbo for dødsbo, indtil den fyldte en herskabsvilla. Den uformelle, akkumulerede følelse er en del af det, der gør, at den fremstår som en ægte samling snarere end en temaindrettet kulisse skabt til restauranten.
Huset selv er en del af samlingen
Bygningen stammer fra 1870 og ligger på hjørnet af Pérez Castellano og Washington i Ciudad Vieja, Montevideos gamle bydel — tilfældigt nok samme årti, hvor Tannat, den vindrue, der nu hældes op til middagen, første gang ankom til Uruguay fra Frankrig. Det er en ægte rioplatensisk herskabsvilla fra det 19. århundrede og ikke en temarestaurant bygget til at ligne en; rummenes højde, de originale gulve og vinduesproportionerne er lige så meget en del af atmosfæren som noget som helst, der faktisk står på hylderne.
Hvad der faktisk hænger på væggene, du vil sidde under
Bag komfurerne: møbler, emaljeskilte og inventar bjærget fra historiske caféer og barer i Montevideo, plus hverdagsgenstande — flasker, tallerkener, lamper, ure og husholdningsartikler — der sporer almindeligt rioplatensisk hjemme- og caféliv frem for fin kunst eller museumsværdige antikviteter. Det fremstår mere som et meget stort, meget tætpakket loft end en kurateret udstilling, hvilket netop er pointen: det er en registrering af, hvordan folk faktisk levede og drak og lavede mad, ikke en samling sat sammen for at imponere.
En privat samling, ikke et offentligt museum
Der findes ikke en særskilt billet til dagbesøg for samlingen alene — stedet åbner torsdag til søndag fra 20:30, til middag og show, og det er dér, du oplever den. Betragt det som en del af middagen frem for et museum, du selvstændigt kunne besøge tidligere på dagen; hvis det at browse antikviteter i dagslys betyder mere for dig end tangoaftenen, er dette ikke måden at gøre det på i Montevideo, og Ciudad Vieja har andre, mere konventionelle museer, der holder almindelige dagåbningstider i stedet.
Hvad du skal lægge mærke til ved dit bord
Med over 3.000 genstande fordelt over rummene er det værd at kaste et reelt blik på det, der står på hylderne nærmest din egen plads, frem for at forsøge at favne hele samlingen på én gang – hvilket alligevel ikke er muligt i løbet af én middag. En lampe, et sæt flasker, et gammelt caféskilt bærer hver en lille, specifik historie, selv om restauranten ikke skilter med dem alle, sådan som et egentligt museum ville gøre.