Byens egen tango-fortælling
Tango på den uruguayanske bred: La Cumparsita og milongaen
Montevideo har et godt argument for at være en af tangoens to fødesteder – og for den ene sang, som næsten ethvert band i byen stadig ved, hvordan man afslutter en aften med.
Se billetter til Primuseum på GetYourGuide ↗To byer, én flod
| Montevideos påstand | Buenos Aires' tiltrækningskraft | |
|---|---|---|
| Dansens rødder | Voksede op i de samme havnekvarterer på denne bred af Río de la Plata | Voksede op i de samme havnekvarterer på den anden bred |
| UNESCO-anerkendelse | Del af den fælles argentinsk-uruguayanske indstilling fra 2009 | Samme fælles indstilling |
| Hymnen | »La Cumparsita«, skrevet af en 18-årig student fra Montevideo, er Uruguays kulturelle og folkelige hymne ved lov siden 1997 | Indspillet og gjort populær af generationer af argentinske orkestre |
Én flod, to byer, én dans
Tangoen tog form i 1880'erne i de fattigere havnekvarterer på begge sider af Río de la Plata — Montevideo på den ene bred, Buenos Aires på den anden. Den samme blanding af europæiske immigranter, afro-efterkommere og landlige tilflyttere, som var flyttet til begge havnebyer, smeltede deres egen musik sammen — argentinsk milonga, spansk-cubansk habanera og Uruguays egen candombe-trommen — til det, der blev tango. Det er ikke en dans, som nogen af byerne har opfundet alene eller kan gøre fuldt krav på, uanset hvad rivaliseringen mellem dem antyder over for en besøgende, der kun har hørt Buenos Aires-versionen af historien.
En UNESCO-opføring med to navne på
I 2009 føjede UNESCO tangoen til sin repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Indstillingen blev indsendt i fællesskab af Argentina og Uruguay — en formel, dokumenteret anerkendelse af, at dansen tilhører begge bredder af floden, ikke den ene hovedstad mere end den anden. Det er en af forholdsvis få UNESCO-kulturarvsopføringer, som to lande står bag i fællesskab, og Uruguays egne turismefremmere læner sig op ad den som deres stærkeste bevis på, at Montevideo ikke er en fodnote til Buenos Aires' tangohistorie.
Sangen, en student skrev på et lånt klaver
Gerardo Matos Rodríguez var en 18-årig arkitekturstuderende, da han skrev melodien, som blev »La Cumparsita«, og han udarbejdede den på klaveret i Montevideos studenterforeningsbygning frem for i et professionelt studie. Han fik en ven til at vise noderne til orkesterlederen Roberto Firpo på Café La Giralda i Montevideo; Firpo omarbejdede den til et fuldt tangoarrangement og uropførte den med sit orkester på samme café den 19. april 1917. Teksten blev tilføjet senere af de argentinske forfattere Pascual Contursi og Enrique Maroni, og den samlede sang blev en af de mest indspillede tangoer i verden.
Uruguays kulturelle og folkelige hymne
I 1997 vedtog Uruguays parlament lov 16.905, som udnævnte »La Cumparsita« til landets kulturelle og folkelige hymne — en formel hæder, der er forskellig fra Uruguays egentlige nationalsang, »Orientales, la Patria o la Tumba«, vedtaget i 1833. Ingen anden tango har den slags juridisk status i hverken Uruguay eller Argentina, og det er et faktum, som Montevideo har for vane at nævne, hver gang de to byer diskuterer, hvem tangoen egentlig tilhører.
Milongaen, dengang og nu
»Milonga« har dobbelt betydning i tango: det er en tidligere og hurtigere danseform, som bidrog til tangoens udvikling i 1800-tallet, og det er også det moderne ord for en social aften med tangodans, hvor lokale og besøgende, der kan følge trinene, danser med hinanden i stedet for at se et show. Montevideo har sin egen milonga-scene, adskilt fra et koncept med middag og show som Primuseums — ingen middag, ingen siddende forestilling, bare et dansegulv, en DJ eller et liveband og dansere, der kom for at danse frem for at få serveret et måltid.
Hvad det betyder for en aften på Primuseum
Når man tænker på, hvor tæt »La Cumparsita« er knyttet til netop Montevideo, er det en rimelig antagelse, at bandet spiller den på et tidspunkt i løbet af aftenen — de fleste tangobands fra Río de la Plata-regionen, på begge bredder, betragter den som nærmest obligatorisk i et repertoire bygget til besøgende. Den er ikke garanteret på nogen bestemt aften, da den præcise sætliste afhænger af, hvem der spiller, og hvad lokalet efterspørger, men det er det ene ønske, du med størst sandsynlighed hører opfyldt, inden aftenen er omme.